Alonissos - Sporades +30 6973714557 +30 6984126183 bentekeller60@gmail.com En Dk
Alonnisos

Alonnisos

Det første indtryk af Alonnisos kontrastfyldte natur får du allerede når båden nærmer sig øen. Det sydvestlige forbjerg rejser sig brat af havet i stejle klippeformationer op til 300 meter og indgyder ydmyghed over for denne vilde naturs styrke. Snart kommer en lille landsby til syne på toppen af de bløde, grønne bakker der gemmer sig bag forbjerget. Denne landsby (Palia Alonnisos) er øens gamle hovedstad og blev i sin tid bygget på dette høje sted for at beskytte indbyggerne imod angreb fra pirater. Det nyder nutidens indbyggere og turister godt af i dag da der er en fantastisk udsigt deroppe fra.

Efter endnu et kvarters rejse langs den smukke skærgård dekoreret med pinjeskov ankommer du til øens havneby, Patitiri. Havnen er beliggende i en malerisk, lille bugt med smaragdgrønt, rent vand og omkranset af okkergule stejle klipper. Området bag havnen er tæt bebygget og bebyggelsen fortsætter og er sammenhængende med nabolandsbyen, Votsi.

Foruden disse landsbyer (Palia Alonnisos, Patitiri og Votsi) er der to fiskerlejer længere op ad kysten. Det første er Steni Vala (over land 12 km fra Patitiri) - et charmerende lille fiskerleje og hjemsted for mange sejlbåde da det er sidste mulighed for at proviantere før turen går ud til de ubeboede øer i området. Som den sidste lille bebyggelse op langs kysten ligger Kalamakia som består af lidt bebyggelse og en lille havn.

På Alonnisos er der mange muligheder for at bade i det krystalklare vand ved en af øens utallige bugte. Den ene strand er smukkere end den anden og de er alle meget forskellige.

Øens farverige og dramatiske klippeformationer og den utrolige variation i vegetationen gør øen til et sted for naturelskere. Blot det at nyde de fantastiske udsigtspunkter eller at indsnuse alle de duftende krydderurter, som øen er rig på, er en oplevelse i sig selv.

Der er gode muligheder for at vandre på Alonnisos, da mange af de gamle æsel-transportruter er blevet åbnet og de fleste områder på øen er let tilgængelige med toppe op til 476 meter over havet.

Det er en god ide at anskaffe sig Alonnisos on Foot, hvis du er interesseret i at vandre eller The Alonnisos Guide med en masse mere information om øen. Du kan klikke her for mere information og køb https://bit.ly/3syEl4b.

The small villages of Alonnisos

De små landsbyer på Alonnisos har alle noget specielt at byde på og er alle et besøg værd. Palia Alonnisos der troner 200 moh har al den charme en gamle landsby kan byde på, Patitiri er livlig som de fleste havnebyer, Votsi naturskøn og indbegrebet af et idyllisk fiskerleje, Steni Vala er ligeledes et idyllisk fiskerleje men har helt sin egen stemning og Kalamakia er indbegrebet af hav, klipper og stejle skrænter.

Image Gallery